Ingeniøren skriver om Future House

29. marts 2012

Ingeniøren har skrevet en artikel om Future House. Se den nedenfor

 

Byggeblokke til kølehuse tætner lavenergiboliger

Et smart byggesystem gør lavenergihuse ti gange tættere end bygningsreglementets strammeste krav og minimerer risikoen for fejl.

Af Ulrik Andersen, lørdag 24. mar 2012 kl. 14:00

‘Fsssssssh’, siger ventilatoren, der er spændt op i døråbningen. Om en halv time, når blowerdoortesten er overstået, ved Henning Kjær og James Hunt fra Future House, om de har slået danmarksrekorden i at bygge tæt.

Tæthed er et af de afgørende krav til lavenergihuse og noget af det, som byggebranchen stadig har svært ved. Ifølge brancheforeningen Klimaskærm er mellem 25 og 33 procent af nye huse stadig for utætte.

Utætte dampspærrer var netop årsagen til, at bygningsingeniørerne James Hunt og Henning Kjær begyndte at lede efter andre løsninger.

»Vi har arbejdet meget i tømrerbranchen, og vi talte altid om, at det store problem er dampspærrens tæthed. Der er efterhånden kommet gode tapeprodukter og dampspærrer, men du er stadig afhængig af, at den enkelte håndværker taper omhyggeligt, laver ordentlige overlæg og ikke folder dampspærren.«

Alternativet til dampspærredugen fandt de i en norsk kyllingestald.

»Vi bygger med et PUR-isoleret sandwichpanel, der ellers kun bliver brugt til industribyggeri og kølehuse, og i Norge bygger de mange kyllingestalde med det, fordi kyllingerne skal have en indendørs temperatur på 37 grader,« forklarer James Hunt.

Mens ventilatoren snurrer, går Vivi Gilsager fra Jysk Trykprøvning rundt og leder efter sprækker. Hun finder en mikroskopisk sprække i fugerne omkring det store vinduesparti mod haven. Henning Kjær fuger den med det samme, og så bliver testen gentaget.

 

Lavere varmeregning

Da huset blev testet under opførelsen, var tætheden nede på 0,09 l/s/m2 . Det er markant lavere end bygningsreglementets krav, som er 1,5 l/s/m2 for standardhuse og 1,0 l/s/m2 for lavenergihuse.

Men hvad betyder tætheden for varmeregningen? Beregninger udført af Jysk Trykprøvning viser, at varmebehovet reduceres med 22 procent – fra 35,5 kWh/m2/år til 27,6 kWh/m2/år. Men fordi varmebehovet i forvejen er lavt i moderne standardhuse, skærer den ekstreme tæthed kun 500 kroner af den årlige varmeregning. Varmebesparelsen er dog ikke det vigtigste, mener James Hunt.

»Når vi går så meget op i det, er det, fordi vi ser tætheden som et kvalitetsstempel. Alle kan klare 1,5 eller 1,0, men hvis man skal ned under 0,1, skal man være enormt omhyggelig under hele byggefasen og vide, hvad man gør.«

Desuden kan byggeklodssystemet ifølge Vivi Gilsager vise sig at have en fordel frem for tapede løsninger:

»Leverandørerne af tape siger, at tapen kan holde i 30 år, fordi de har testet den til det. Men reelt ved vi det ikke. Der er jo meget støv på en byggeplads, så det kan være, at det påvirker vedhæftningen. Denne løsning og løsninger med faste plader har ikke samme problem.«

Nu er støjen fra blowerdooren døet ud, og Vivi Gilsager analyserer målingerne. Den hidtidige danske rekord tilhører Harresø Huset, der har udviklet verdens eneste byggesystem, der er godkendt af det tyske Passivhaus Institut. De har opført huse med helt ned til 0,06 l/s/m2 . Dagens målinger viser stadig 0,09. Nøjagtigt som i 2010.

»Det er godt, at det ikke er blevet værre på et år, men vi skal endnu længere ned. Det kræver dog, at vinduesproducenterne bliver endnu bedre til tæthed. Det er det næste, vi skal arbejde med,« siger Henning Kjær fortrøstningsfuldt.

 

Nyhedsarkiv

Dato Nyhed
08.05.2017 Når det første spadestik er taget, så går det stærkt
08.05.2017 Nyt fra byggepladsen i Hillerød
12.12.2016 Klar, parat, byg et plusenergihus
18.06.2016 Rejsegilde i Kgs. Lyngby
30.03.2016 Start på nyt byggeri i Lyngby
01.07.2015 Arkitekttegnet 2020 hus i Fredensborg
13.04.2015 Nyt 120 m2 lavenergihus opført
07.01.2015 Future House ønsker alle et godt nytår fra byggepladsen
12.09.2014 1. byggemøde på ny udstykning i Holbæk
02.04.2014 Artikel i Arkitekten A04 marts 2014
04.07.2013 Danmarks tætteste hus - igen fra Future House
04.07.2013 Danmarks mindste passivhus
02.07.2013 Lav radonstråling i Future Houses huse
21.03.2013 252 m2 råhus er afleveret i Nærum
14.09.2012 Har nogen set vores solcelleanlæg
14.09.2012 Danmarks tætteste hus er opført på Amager
14.09.2012 Nyt Future House på 252 m2 i Nærum
29.03.2012 Ingeniøren skriver om Future House
02.09.2011 Stark skriver om Future House
02.09.2011 Bygherre skriver
02.08.2011 Future house er med i kampen om ingeniørens produktpris 2011
15.06.2011 Future House "Bud på fremtidens bolig"
13.05.2011 Bygherres oplevelse med Future House
10.05.2011 Helsingør Dagblad skrev om Future House
27.04.2011 Pressemeddelse
14.04.2011 Future House Aps er medlem af Dansk Byggeri.
06.04.2011 Et helt nyt arkitekturgalleri i Westend 13 på Vesterbro har set dagens lys.
06.04.2011 Tænk energirenovering når du bygger om
16.03.2011 Eftertragtet engelsk pris givet til princippet med Luft-jordvarmeveksler
28.02.2011 Future House bygger Danmarks tætteste hus
03.10.2010 Rejsegilde på et passivhus i Hornbæk i uge 41